
Skabelse af trygge byrum for udsatte kvinder på Vesterbro
​
Udsatte kvinder, som omfatter hjemløse, stofbrugere og sexarbejdere, der færdes i og omkring den åbne
stofscene og andre steder på Vesterbro i København, er ofre for utryghed, chikane og vold. Dette er bl.a.
årsag til etableringen af stofindtagelsesrummet for kvinder ved Reden. Coexist har med støtte fra Kbh´s Kommunes Nattelivspulje startet projektet ”Skabelse af trygge byrum for udsatte kvinder på Vesterbro”, som har til formål at kortlægge udsatte kvinders adfærd og bevægelsesmønstre i byrummet omkring den åbne stofscene på Vesterbro, og herigennem at få indsigt i, hvordan byens fysiske rammer påvirker deres oplevelser af tryghed i byrummet. Projektet vil også undersøge det tryghedsskabende potentiale, der kan være i det sociale netværk omkring kvinderne, bl.a. i form af erhvervsdrivende, institutioner og andre, som befinder sig i disse byrum. Projektets fokus vil være på, hvor og hvordan kvinderne føler sig u/trygge, hvilke faktorer i det byggede miljø der skal til, for at skabe tryghed og modgå vold, samt hvilke usete muligheder der eksisterer for at skabe et socialt sikkerhedsnet omkring kvinderne blandt de lokale sociale aktører. Resultaterne fra projektet er idéer til, hvordan man konkret kan sætte ind og gøre gaden mere tryg for udsatte kvinder. I den forbindelse har Coexist udført walk-alonginterview med 10 kvinder tilknyttet Reden og Mændenes Hjem, samt at afholdt 2 kreative workshops i oktober, hvor en gruppe af Redens
kvinder arbejder videre med at formgive deres drømmescenarier i forhold til trygge byrum. Resultaterne af projektet er en rapport på baggrund af interview med kvinder og det lokale sociale netværk. Fortællinger herfra, mapping af steder og adfærd med fotos af udvalgte byrum bruges til et idékatalog med
anbefalinger til, hvordan man kan skabe mere trygge byrum for udsatte kvinder, som tager direkte udgangspunkt i kvindernes ønsker og skitserede modeller for tryghedsskabende tiltag. Fra de kreative workshops er produktet desuden en mobil udstilling i form af kvindernes formgivne ideer til løsningsforslag.
Ved udgivelsen af rapporten afholder vi et offentligt arrangement, hvor rapportens resultater formidles, og materialet fra de kreative workshops udstilles.
